Sådan optimerer du Instagram til rekruttering

 

Her får du 5 punkter, der kan være med til at forbedre jeres tilstedeværelse på Instagram som virksomhed eller uddannelsesorganisation.

SOCIALE MEDIER

Af Ninette Krogh Ravn

Ninette er Creative Lead hos CompanYoung. Hun har gennem sit arbejde tilegnet sig en stor viden om den unge målgruppe, som hun i dag bruger til at hjælpe kunder med at tiltrække og rekruttere unge.

En stor del af at have succes med rekruttering af unge er helt enkelt at være på de rigtige medier... men ikke uden omtanke. Her får du 5 punkter, der kan være med til at forbedre jeres tilstedeværelse på Instagram.

1. Hvordan vil vi bruge Instagram til rekruttering af unge?

Det første I som virksomhed bør gøre er, at bestemme jer for, hvordan I vil bruge Instagram. Et godt sted at starte er, at tænke på målgruppen; hvem er de og hvilke billeder forestiller I jer, at målgruppen finder interessante? Dernæst er det nemlig nemmere for jer, at træffe en ret vigtig beslutning; skal I have et offentligt hashtag (#) og opfordre jeres målgruppe til at uploade billeder med jeres hastag (#)? Eller vil I selv være den primære kilde til uploading af billeder?

Fordelen ved at involvere målgruppen er, at I ikke selv skal gøre alt arbejdet og jeres Instagram-profil vil være fyldt med autentiske billeder fra brugerne i jeres målgruppe.

Fordelen ved selv at være den primære kilde til uploading kan være, at man som virksomhed har en styring af indholdet på Instagram-profilen.

Uanset om I vælger at gå efter bredden og involverer jeres målgruppe, eller om I vælger selv at stå for at tage billederne, så er Instagram et oplagt værktøj til arbejdet med virksomhedens visuelle identitet og rekruttering af unge.

2. Fotokonkurrencer, der involverer

Instagram er oplagt til at afholde fotokonkurrencer for brugerne. Flere virksomheder bruger Instagram til fotokonkurrencer, hvor eksempelvis skiftende temaer er bestemmende for, hvilke typer billeder der skal uploades i bestemte perioder.

Vinderen af eksempelvis ’månedens billede’ vinder en præmie. Instagram er et fantastisk medie til netop disse typer fotokonkurrencer, da det medfører en god brugerinvolvering i en målgruppe, som i forvejen ofte er interesseret i strømmen af billeder på Instagram.

Herhjemme er der endnu ikke så mange virksomheder der har fået øjnene op for det store marketingspotentiale, der ligger i Instagram fotokonkurrencer, så her får I som virksomhed en oplagt mulighed for at være ’first-movers’ på markedet.

3. Instagram som event-marketing

Holder virksomheden en event, tager folk ofte billeder alligevel, så hvorfor ikke dele dem på sociale medier, så andre får en fornemmelse af at være til stede?

4. #Søgeoptimér – og skab synergi mellem jeres medier

I dag har langt de fleste virksomheder fundet værdi i at brande sig gennem sociale medier og de fleste har derfor også opdaget fidusen ved at integrere relevante hastags (#). Men her gælder det især om, at optimere sin SEO (søgemaskineoptimering) ud fra de relevante hashtags, så I altid får den optimale trafik og opmærksomhed omkring jeres valgte hashtags (#). Samtidig kan I integrere Instagram-strømmen på egen hjemmeside og facebookside, så eksempelvis de tyve nyeste billeder kører på siden. Det gør det nemt for brugerne at blive ført videre til jeres Instagram-profil.

5. Instagram som employer-branding

Instagram er også til for medarbejderne! Og virksomheder, der benytter sociale medier til at kommunikere til medarbejderne, har vist sig at have en god effekt på både medarbejdere og kunder. Dette skyldes især, at den  interne kommunikation bliver dynamisk og gennemsigtig. Instagrams rolle i den forbindelse er, at vise billeder fra alle dele i jeres virksomheds værdikæde, så medarbejderne kan følge med i de forskellige processer og arbejdsgange, der er i netop jeres virksomhed.

Med disse 5 tips er du helt klar til at kaste dig ud i Instagram-universet og skabe det bedst mulige udgangspunkt for rekruttering af unge.

 

 

 
  

Bliv klogere på generation Y & Z

 
Gør som +2000 andre i HR og uddannelsesverdenen. Tilmeld dig det månedlige nyhedsbrev fra CompanYoung med fokus på unges valg af uddannelse, job og karriere.

Tilmeld dig nyhedsbrev

Seneste artikler fra CompanYoung